Hvilket udstyr skal jeg bruge for at vandre?

Ja, der er vist lige så mange meninger om dette som der er vandrere, men der er dog nogle enkle erfaringer som jeg har gjort mig og som jeg mener kan bruges af de fleste, men husk det er din fornemmelse der er den vigtigste.

 

Rygsæk

Det absolut vigtigste når det kommer til rygsækken er hoftebæltet.
Jeg har gennem tiden brugt forskellige typer af rygsække og det ender altid med at det er hoftebæltet der bliver det essentielle punkt. Det er vigtigt det sidder godt og det er her du reelt bærer vægten af rygsækken. Selvfølgelig skal rygsækken passe dig i størrelse osv. Og vær opmærksom på der findes herre/dame versioner...

Gå hjem og fyld noget tungt i den og gå nogle lange ture med den og se hvordan det udvikler sig inden du foretager det endelige valg.

Hvor stor/mange liter din rygsæk skal kunne indeholde er der ligeledes mange meninger om.
Der er gået inflation i det absolut skal være så let som overhovedet muligt. Det er bestemt også godt kun at medtage det absolut nødvendigste, men det er også vigtigt du føler dig tryg ved du medbringer det nødvendige for dig. Min første rygsæk jeg brugte på Caminoen var en Mammut Creon Light på 32 liter og det var rigeligt, men jeg bruger indimellem også en Haglöfs OXO på 60 liter hvor jeg kan have lidt mere med.

 

 

Sko/støvler

Personligt gik jeg i vandresko på min Caminovandring. Andre brugte vandrestøvler og andre igen brugte sandaler, løbesko, almindelige sko og bjergstøvler. Alle typer af fodtøj var repræsenteret.

Mine erfaringer har været følgende:
Sandaler er fine - så længe det er tørvejr eller du ikke går så tidligt der er dug.
Løbesko er fine - så længe det er tørvejr eller du ikke går så tidligt der er dug.
Støvler er fine - Bare du husker at træne med dem da de ofte er en del tungere end vandresko.
Jeg har oplevet en del med ondt i anklerne af at gå i støvler. mest fordi de ikke har trænet nok med dem.
Vandresko er fine, men har du en tung oppakning giver vandrestøvlen den bedste støtte.

Generelt kan siges, at du ikke kommer ud i ekstreme underlag, hverken i Danmark eller på Camino France, der ikke kan klares med vandresko, sandaler osv.

 

Vandrestave

Vandrestave aflaster store dele af kroppen, især ben og knæ, da noget af vægten flyttes til vandrestavene.
Når du går ned af bakke, reduceres belastningen af dine knæ med 25% og det bliver til rigtig mange kilo på en vandring. Går du opad kan du supplere lår- og lægmuskler med dine arme ved at benytte vandrestave.
de kan selvfølgelig også hjælpe dig med at holde balancen...

På trods af alle disse fordele har jeg ikke selv benyttet dem da jeg godt kan lide friheden uden at have dem med.

 

 

 

Håndklæde

Hurtigttørende håndklæde i mikrofiber er uundværligt. Glem alt om at medtage et almindeligt håndklæde. Det er for tungt og er alt for lang tid om at tørre. Et håndklæde af mikrofiber tørrer lynhurtigt og virker.

 

 

 

 

 

Toilettaske

Toilettaske med krog er praktisk da der ikke altid er specielt meget plads ved bad/toilet. Det er praktisk at kunne hænge det op på f.eks. en dør eller en krog. Jeg havde valgt en forholdsvis stor toilettaske hvor jeg også kunne have småting som lommekniv, pincet, plaster, desinfektion m.v.

 

 

 

 

Lagenpose

Lagenposen er et "must". Dels kan den hæve temperaturen i din sovepose et par grader, dels kan den benyttes alene hvis det er varmt, men vigtigst... Det er rart/hygiejnisk at ligge i sit eget sengetøj. Den vejer ingenting, er af silke og rigtig behagelig at ligge i.